Om os

Lige siden 1967 har Vesthimmerlands Kunstforening eksisteret og virket her i Himmerland.

Igennem alle årene har det været Vesthimmerlands Kunstforenings formål at præsentere nyere dansk kunst – malerier, akvareller, foto, skulpturer, keramik, glaskunst og smykker m.m. – kunst fra hele landet, men også en udstillingsmulighed for lokale kunstnere.

Hovedsigtet har naturligvis været at give publikum adgang til at se den moderne kunst lokalt, så den kan opleves nærværende, og som en naturlig del af det, vi lader os påvirke af – i bedste fald virke stimulerende og åbne os for en forståelse af verdens mangfoldighed – og dermed bidrage til personlig udvikling, rummelighed og tolerance.

Desuden har Vesthimmerlands Kunstforening igennem årene arrangeret udflugter med det formål at give foreningens medlemmer en kunstoplevelse udenfor Vesthimmerland. Oftest et dagsarrangement med besøg på kunstmuseer og gallerier i Nord -Midt – og Østjylland. I de senere år også udlands ture af flere dages varighed.  Her kan bl.a. nævnes Berlin, London, Amsterdam og Niece.  Arrangementer, der altid har været stor tilslutning til.

Endvidere har det været muligt for Vesthimmerlands Kunstforening at donere væsentlige beløb til kunstnerisk udsmykning i det offentlige rum her i Vesthimmerland. I forbindelse med foreningens 40-års jubilæum bidrog Dronning Margrethe med en særudstilling på Vitskøl kloster, der omfattede hendes malerier, akvareller og bispekåber. En udstilling der var så besøgt, at der etableredes et væsentligt overskud, som bestyrelsen ønskede skulle komme hele kommunen til gode i form af de ovennævnte donationer. Foreningen har således doneret beløb til værker i Musikhuset Alfa, Johs. V. Jensen Museet, Ranum Multikulturhus og til muslingeskulpturen i Løgstør.

I forbindelse med foreningens årlige generalforsamling har der langt de fleste år været et talstærkt fremmøde – måske inspireret af den traditionelle udlodning af kunstværker, hvor medlemmerne har haft en god mulighed for at vinde et kunstværk med hjem.

Det er væsentligt for Vesthimmerlands Kunstforening, at medvirke til, at kunst opleves som en naturlig – og væsentlig del af almindelige menneskers tilværelse. – Vi håber, at vi har levet op til den målsætning – og at vi i de næste mange år kan bidrage hertil.